Nye medlemmer
Aalborg Triathlon Klub – guide for nye medlemmer
Som medlem i Aalborg Triathlon Klub får du mulighed for at træne sammen med andre der også brænder for multisport og vores trænings tilbud passer både
- Til dig, der gerne vil prøve kræfter med triathlon/duathlon sporten
- Til dig, som har dyrket sporten længe
- Til dig, der ønsker konkurrencemæssige udfordringer
- Til dig, som elsker svømning, cykling og løb
Klubbens medlemmer har alle forskellige målsætninger og du vil helt sikkert kunne finde nogen som er på samme niveau som dig selv.
Det er muligt at oprette en profil på vores klubmodul/hjemmeside, men dette er ikke ensbetydende med at du er så er medlem i klubben - det sker først efter aftale og efterfølgende betaling af triatlon/duatlon kontingent.
Forud for et medlemsskab skal skal du have et kort intromøde med en person fra bestyrelsen/klubben, hvor du vil blive orienteret lidt om klubben og træningen. Vi tilbyder 30 dages prøvetræning før du beslutter om du ønsker at blive medlem i klubben.
Intro møderne offentliggøres løbende på Facebook og Instagram, men skulle der være spørgsmål så skriv til
medlemmer@aalborgtri.dk. eller
formand@aalborgtri.dk
OBS Hvis du er helt ny i sporten
Du kan begynde i klubben hele året - men hvis de er helt ny i sporten er perioden september, oktober, november et godt tidspunkt at begynde. Sæsonen starter officielt i november og slutter sidst i september. Sæsonstart afholdes normalt den første lørdag i november, hvor der vil være mulighed for at høre mere om klubben. Ligeledes vil principperne sæsonens træning blive gennemgået.
Sæsonstart
Mødested: Aalborg Atletik Stadion.
Vi starter med at løbe en lille tur og efter turen er klubben vært med en lille forfriskning og bestyrelsen samt trænere vil fortælle lidt om klubben og den kommende sæson.
Opstart midt i sæsonen
Starter du ikke i forbindelse med sæsonstart, så skal vi nok guide dig i gang med de tre discipliner og forsøge at ramme netop dig niveau. Mht. løb så finder vi løsninger uanset din nuværende form - mange løbetræninger forgår på små rundstrækninger, så vi hele tiden er i kontakt med hinanden.
Er du interesseret i medlemsskab hvad enten du er ny eller "gammel" i sporten og uanset om det er som duatlet eller triatlet, bedes du kontakte os
medlemmer@aalborgtri.dk eller
formand@aalborgtri.dk og lave aftale om møde samt prøvetræning. Du kan forvente at høre svar indenfor 1-2 dage.
Hvis du allerede nu har lyst til at vide mere om vores klub og træningen samt triathlon, kan du læse videre herunder:
Træning
Træningstilbuddet er centreret omkring 5 ugentlige svømmetræninger, hvoraf 3 af dem er med træner, samt 1 ugentlig cykeltræning og 1-2 ugentlig løbetræning.
De ugentlige fællestræninger er din mulighed for at få sparring fra kompetente trænere. Det er også her du lærer de andre klubmedlemmer at kende og måske finder en træningsmakker med samme mål og ambitioner som dig selv.
Aalborg Triathlon Klub tilbyder fællestræning flere gange om ugen således at du har mulighed for at træne med andre på bestemte tidspunkter. Træningen er lagt til rette på en sådan måde, at du selv bestemmer hvilket niveau du vil træne på. Vi vil gerne have at så mange af vores medlemmer som muligt deltager i fællestræningen, men vi stiller ikke krav om at du træner alle tre discipliner og du deltager selvfølgelig kun i de træninger, du har tid og mulighed for.
Fællestræningerne tilbydes indenfor disciplinerne svømning, løb og cykling. Hvert halve år udarbejdes en kalender over ugens fællestræninger påført eventuelle aflysninger.
Svømning
Tilbydes på nuværende tidspunkt fem gange om ugen: tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og søndag.
Svømningen foregår i Skansen Nørresundby om tirsdagen, og i Sofiendal Svømmehal onsdag, torsdag, fredag og søndag.
Om onsdagen, torsdagen og søndagen tilbyder vi svømmetræning med kompetente svømmetrænere og du vil starte med at svømme i en bane efter hvilket niveau du befinder dig på. For dem som ikke kan svømme crawl og som er usikre på teknikken, vil der være en bane hvor der er tekniktræning. Svømmetrænerne tager hensyn til hver enkelt persons niveau.
Løb / cykling
Mandag tilbydes løbetræning og lørdag står den på cykeltræning med deltagelse af træner og vi starter begge træninger ved Atletik Stadion i Skovdalen. Træningen foregår hele året rundt. Træningen er altid struktureret på en sådan måde, at alle uanset niveau har et godt udbytte af træningen.
Der trænes efter program og træningen bliver tilrettelagt til både lang og kort distance
I forbindelse med cykeltræning skal der køres med hjelm (INGEN HJELM = Ingen kørsel!) og cyklen skal have monteret skærme om vinteren (vintertid). Der er afgang kl. 9:00 og træningen varer ca. 2 timer.
Træningen foregår på en rundstrækning og det betyder at selvom man skulle blive sat, så er det blot at vende cyklen og køre de andre i møde igen.
Det forventes at deltagere i denne træning kan klare sig selv ved en punktering. Husk derfor altid ekstra slange, pumpe osv.
Udover den ugentlige cykeltræning kører mange af klubbens medlemmer også træningsture på andre tidspunkter. Dette opslår klubmedlemmer på vores Facebook side.
Konkurrencer / arrangementer / stævner
Aalborg Triathlon Klub afholder hvert år en række konkurrencer/arrangementer, hvor klubbens medlemmer enten deltager eller fungerer som hjælpere.
Hen over sæsonen afholdes PurePower cup, som er vores interne klubmesterskab og hvor man har mulighed for at teste formen i de forskellige triathlon discipliner.
Som medlem af Aalborg Triathlon Klub har du licens til at deltage i danske og internationale konkurrencer.
Aalborg Triathlon Klub arrangerer fællesture til en række af de største triathlon stævner i Danmark.
Om Aalborg Triathlon Klub
Aalborg Triathlon Klub har ca. 75 medlemmer, der sammen og hver for sig holder sig i form ved at dyrke svømning, cykling og løb.
Omdrejningspunktet er træningen, men der afholdes en række arrangementer over året hvor medlemmerne samles om andet end træningen.
Sociale arrangementer:
De tilbagevendende arrangementer er Mandagsmad, Sæsonafslutning, Æbleskiver og gløgg i december, samt julefrokost.
Der arrangeres temaaftener eller indkøbsaftener i Perform Sport, hvor du har mulighed for at gøre gode handler på udstyr med stor rabat.
Temaaftener kan være omkring vedligeholdelse af cykel eller opsætning til konkurrencer.
Træningslejr
Der arrangeres en træningslejr hvert forår som både handler om træning og selvfølgelig det sociale.
Herudover arrangerer nogle af klubbens medlemmer træningsture/lejre i privat regi.
Hvad er triatlon?
Triathlon er en sport med tre discipliner svømning, cykling og løb, som ved et stævne gennemføres i forlængelse af hinanden. Den mest kendte distance er nok den såkaldte Ironman hvor der først svømmes 3.8 km efterfulgt af 180 km cykling og afsluttende med et marathon på ca. 42 km løb. I mange år er der blevet sat lighedstegn mellem en Ironman og det at dyrke triatlon, men sporten er i dag langt mere nuanceret og det er et fåtal af Danmarks aktive triatleter, der kaster sig over denne benhårde distance. I dag kan en triatlon klub ofte tilbyde en bred vifte af tilbud til aktive mennesker, som ønsker at udfordre sig selv og få en god alsidig motion. Hvis man er interesseret i at deltage i stævner er der et væld af muligheder og distancerne begynder fra 1/10 del Ironman, hvilket kan være en mere overkommelig distance for nye i sporten.
Hvad er Duathlon?
Eneste forskel på Duathlon og Triathlon er at svømningen er taget væk. I duathlon startes der med løb, så cykles der og afsluttes med løb igen. Der konkurreres også på mange forskellige distancer.