Nye medlemmer 

 

Aalborg Triathlon Klub – guide for nye medlemmer

Som medlem i Aalborg Triathlon Klub får du mulighed for at træne sammen med andre der også brænder for multisport og vores trænings tilbud passer både
- Til dig, der gerne vil prøve kræfter med triathlon/duathlon sporten
- Til dig, som har dyrket sporten længe
- Til dig, der ønsker konkurrencemæssige udfordringer
- Til dig, som elsker svømning, cykling og løb
 
Klubbens medlemmer har alle forskellige målsætninger og du vil helt sikkert kunne finde nogen som er på samme niveau som dig selv.
 
Det er muligt at oprette en profil på vores klubmodul/hjemmeside, men dette er ikke ensbetydende med at du er så er medlem i klubben - det sker først efter aftale og efterfølgende betaling af triatlon/duatlon kontingent.
Forud for et medlemsskab skal skal du have et kort intromøde med en person fra bestyrelsen/klubben, hvor du vil blive orienteret lidt om klubben og træningen. Vi tilbyder 14 dages prøvetræning før du beslutter om du ønsker at blive medlem i klubben. Er det i off-season, gives der 1 måneds prøvetræning.

Intro møderne offentliggøres inden længe på Facebook og Instagram, men skulle der være spørgsmål så skriv til medlemmer@aalborgtri.dk. eller formand@aalborgtri.dk  
 

OBS Hvis du er helt ny i sporten

Vi anbefaler helt nye atleter at komme til sæsonstart - Sæsonen starter i november og slutter sidst i september. Sæsonstart afholdes normalt den første lørdag i november, hvor der vil være mulighed for at høre mere om klubben. Ligeledes vil sæsonens træningplan blive gennemgået.

Sæsonstart

Mødested: Aalborg Atletik Stadion.
Hvis du bliver medlem i forbindelse med sæsonstart, er der ikke nogen krav til svøm-, løbe- og cykeltider.
Vi starter med at løbe en lille tur og efter turen er klubben vært med en lille forfriskning og bestyrelsen samt trænere vil fortælle lidt om klubben og den kommende sæson.
Ungdomsafdelingen vil også være tilstede, og derfor er de unge atleter også velkommen denne dag. 

Opstart midt i sæsonen

Starter du ikke i forbindelse med sæsonstart, skal du være opmærksom på, at det kan være en god idé at kunne cykle  i mindst to timer (Vi cykler altid den samme rute, og derfor vil der være mulighed for at køre hjem). Mht. løb så finder vi løsninger uanset din nuværende form - mange løbetræninger forgår på små rundstrækninger så  vi hele tiden er i kontakt med hinanden.
 
Er du interesseret i medlemsskab hvad enten du er ny eller "gammel" i sporten og uanset om det er som duatlet eller triatlet, bedes du kontakte os medlemmer@aalborgtri.dk eller formand@aalborgtri.dk og lave aftale om møde samt prøvetræning. Du kan forvente at høre svar indenfor 1-2 dage.
 
Hvis du allerede nu har lyst til at vide mere om vores klub og træningen samt triathlon, kan du læse videre herunder:
 

Træning

Træningen er centreret omkring 5 ugentlige svømmetræninger, hvoraf 3 af dem er med træner, samt 1 ugentlig cykeltræning og 1-2 ugentlig løbetræning.
De ugentlige fællestræninger er din mulighed for at få sparring fra kompetente trænere. Det er også her du lærer de andre klubmedlemmer at kende og måske finder en træningsmakker med samme mål og ambitioner som dig selv.
 
Aalborg Triathlon Klub tilbyder fællestræning flere gange om ugen således at du har mulighed for at træne med andre på bestemte tidspunkter. Træningen er lagt til rette på en sådan måde, at du selv bestemmer hvilket niveau du vil træne på. Vi vil gerne have at så mange af vores medlemmer som muligt deltager i fællestræningen, men vi stiller ikke krav om at du træner alle tre discipliner og du deltager selvfølgelig kun i de træninger, du har tid og mulighed for.
 
Fællestræningerne tilbydes indenfor disciplinerne svømning, løb og cykling. Hvert halve år udarbejdes en kalender over ugens fællestræninger påført eventuelle aflysninger.
 

Svømning

Tilbydes på nuværende tidspunkt fem gange om ugen: tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og søndag.
Svømningen foregår i Svømmeland Nørresundby om tirsdagen, og i Sofiendal Svømmehal onsdag, torsdag, fredag og Østre Allé søndag.
 
Om onsdagen, torsdagen og søndagen tilbyder vi svømmetræning med kompetente svømmetrænere og du vil starte med at svømme i en bane efter hvilket niveau du befinder dig på. For dem som ikke kan svømme crawl og som er usikre på teknikken, vil der være en bane hvor der er tekniktræning. Svømmetrænerne tager hensyn til hver enkelt persons niveau.
 
Torsdag er den ideelle svømmedag for begyndere.
 

Løb / cykling

Mandag tilbydes løbetræning og lørdag står den på cykeltræning med deltagelse af træner og vi starter begge træninger ved Atletik Stadion i Skovdalen. Træningen foregår hele året rundt men undtagelse af oktober måned. Derfor bliver træningen altid struktureret på en sådan måde, at alle uanset niveau har et godt udbytte af træningen.
Der trænes efter program og træningen bliver tilrettelagt til både lang og kort distance

I forbindelse med cykeltræning skal der køres med hjelm (INGEN HJELM = Ingen kørsel!) og cyklen skal have monteret skærme om vinteren (vintertid). Der er afgang kl. 9:00 og træningen varer ca. 2 timer.
Træningen foregår på en rundstrækning og det betyder at selvom man skulle blive sat, så er det blot at vende cyklen og køre de andre i møde igen.
Det forventes at deltagere i denne træning kan klare sig selv ved en punktering. Husk derfor altid ekstra slange, pumpe osv.

Udover den ugentlige cykeltræning kører mange af klubbens medlemmer også træningsture på andre tidspunkter. Dette opslår klubmedlemmer på vores Facebook side.
 

Konkurrencer / arrangementer / stævner

Aalborg Triathlon Klub afholder hvert år en række konkurrencer/arrangementer, hvor klubbens medlemmer enten deltager eller fungerer som hjælpere.
Hen over sæsonen afholdes FUSION cup, som er vores interne klubmesterskab og hvor man har mulighed for at teste formen i de forskellige triathlon discipliner.
Herudover afholder Aalborg Triathlon Klub Tri4Fun hvert år i juni, og Svømmelands Nytårsløb den 31. december.


Som medlem af Aalborg Triathlon Klub har du også mulighed for at deltage i danske og internationale konkurrencer. Som en del af medlemsskabet får du nemlig din licens, der gør at du må deltage i konkurrencer.
Aalborg Triathlon Klub arrangerer fællesture til en række af de største triathlon stævner i Danmark.
 

Om Aalborg Triathlon Klub

Aalborg Triathlon Klub har ca. 75 medlemmer, der sammen og hver for sig holder sig i form ved at dyrke svømning, cykling og løb.


Omdrejningspunktet er træningen, men der afholdes en række arrangementer over året hvor medlemmerne samles om andet end træningen.
 

Sociale arrangementer:

De tilbagevendende arrangementer er Mandagsmad, Fjorden rundt, Æbleskiver og gløgg i december, samt julefrokost.
Der arrangeres temaaftener eller indkøbsaftener i Perform Sport, hvor du har mulighed for at gøre gode handler på udstyr med stor rabat.
Temaaftener kan være omkring vedligeholdelse af cykel eller opsætning til konkurrencer.
 

Træningslejr

Der arrangeres en træningslejr hvert forår som både handler om træning og selvfølgelig det sociale.
Herudover arrangerer nogle af klubbens medlemmer træningsture/lejre i privat regi.
 

Hvad er triatlon?

Triathlon er en sport med tre discipliner svømning, cykling og løb, som ved et stævne gennemføres i forlængelse af hinanden. Den mest kendte distance er nok den såkaldte Ironman hvor der først svømmes 3.8 km efterfulgt af 180 km cykling og afsluttende med et marathon på ca. 42 km løb. I mange år er der blevet sat lighedstegn mellem en Ironman og det at dyrke triatlon, men sporten er i dag langt mere nuanceret og det er et fåtal af Danmarks aktive triatleter, der kaster sig over denne benhårde distance. I dag kan en triatlon klub ofte tilbyde en bred vifte af tilbud til aktive mennesker, som ønsker at udfordre sig selv og få en god alsidig motion. Hvis man er interesseret i at deltage i stævner er der et væld af muligheder og distancerne begynder fra 1/10 del Ironman, hvilket kan være en mere overkommelig distance for nye i sporten.
 

Hvad er Duathlon?

Eneste forskel på Duathlon og Triathlon er at svømningen er taget væk. I duathlon startes der med løb, så cykles der og afsluttes med løb igen. Der konkurreres også på mange forskellige distancer.
 
Hold i dag

Instagram